Sejladsplanlægning

Navigatører kan finde informationer til brug for skibes sikre sejlads i søkort og nautiske publikationer. Geodatastyrelsen er udgiver af de officielle papirsøkort, elektroniske søkort (ENC) og nautiske publikationer over de grønlandske farvande.

Navigatører skal være opmærksomme på, at hovedparten af de grønlandske papirsøkort oprindeligt er produceret i 1960´erne. Kildematerialet, som lå til grund for produktionen af disse papirsøkort, havde begrænsninger, særligt hvad angik geometrisk nøjagtighed.
Positioneringen af informationerne i disse papirsøkort (dvs. topografi, inklusiv kystlinje, og hydrografi) er, som en følge heraf, ikke nøjagtig.
Da positionsnøjagtigheden, der kan opnås med satellitnavigationssystemer (eksempelvis GPS), er bedre end papirsøkortenes, kan skibe ikke navigere sikkert ved hjælp af satellitnavigation.

Læs mere om de forholdsregler, som navigatører bør tage, når der sejladsplanlægges i grønlandske søkort



Elektroniske søkort
Den aktuelle ENC-dækning af de grønlandske farvande fremgår af IHO World Catalogue.

Vestgrønlandsk farvand - introduktion af ENC med basis indhold
Geodatastyrelsen (GST) har ansvaret for søopmåling og søkortlægning af de grønlandske farvande.

GST har de seneste 20 år foretaget søopmåling af farvandet langs den vestgrønlandske kyst med moderne teknik (flerstråle-ekkolod). GST har derved opbygget en større beholdning af dybdedata af høj kvalitet.

Sideløbende har GST de seneste 10 år arbejdet på at skabe dækning af farvandet langs den vestgrønlandske kyst med både papirsøkort og elektroniske søkort (ENC) af høj kvalitet. Formålet med indsatsen har været at erstatte gamle papirsøkort med nye papirsøkort og skabe ENC-dækning.

Indsatsen har bevirket, at der foreløbigt er skabt kystnær ENC-dækning fra Sisimiut til syd for Nuuk. ENC-dækning af den vestgrønlandske kyst nord for Sisimiut og syd for Nuuk udestår dermed endnu.
Størsteparten af kyststrækningen nord for Sisimiut og syd for Nuuk er således dækket af gamle papirsøkort og ENC-dækning mangler.

GST´s strategi i forhold til etablering af dækning med nye søkort har fra starten været, at nyudgivelse af papirsøkort og ENC sker samtidigt. Strategien har flere fordele. Den sikrer blandt andet, at der er overensstemmelse mellem hydrografi (dybdeinformationer), kystlinje m.m. i nyudgivne papirsøkort og ENC. Strategien er imidlertid ressourcekrævende. Der udestår stadig 6 års arbejde, før der er etableret fuld dækning af den vestgrønlandske kyst med nyudgivne papirsøkort og ENC.

Hvis strategien fastholdes uændret, vil det indebære, at en mængde dybdedata af høj kvalitet først bringes i anven­delse som grundlag for navigation om adskillige år.
De kommende 6 år forfølger GST fortsat strategien med samtidig nyudgivelse af papirsøkort og ENC. GST har imidlertid besluttet at supplere strategien med et nyt tiltag, nemlig udgivelse af ENC med basis indhold.

Disse ENC med basis indhold vil med udgangen af 2023 skabe fuld, kystnær ENC-dækning nord for Sisimiut og syd for Nuuk, dvs. den del af den vestgrønlandske kyststrækning, hvor der for nuværende ikke er ENC-dækning. Disse ENC med basis indhold vil blive udgivet og opdateret på lige fod med de øvrige ENC fra GST. De sædvanlige distributionskanaler for ENC vil blive anvendt.
I disse ENC med basis indhold indarbejdes både en nøjagtig kystlinje og dybdedata fra ny søopmåling.

Formålet med tiltaget er således at sikre, at skibsfarten hurtigere får ENC-adgang og dermed mulighed for at navigere på basis af satellitnavigation samt ECDIS og med understøttelse af dybdeinformationer genereret på grundlag af dybdedata fra nyere søopmåling.

Det kan være vanskeligt at skelne ENC med basis indhold fra ENC med fuldt indhold. Der er nemlig en række lighedspunkter. Der er dog også punkter, hvor ENC med basis indhold adskiller sig fra ENC med fuldt indhold. Punkter, som navigatører skal være opmærksomme på.

Introduktionen af ENC med basis indhold skaber desuden en række uoverensstemmelser på tværs af søkortpro­dukter. Navigatører skal være opmærksomme på disse uoverensstemmelser.

Navigatører m.fl. kan finde detaljeret information om ENC med basis indhold på GST´s hjemmeside. Information som grundigt belyser, hvad navigatører særligt skal være opmærksomme på, når de anvender ENC med basis indhold som grundlag for navigation i vestgrønlandske farvande.

Indexkort over grønlandske søkort
En oversigt over papirsøkort dækkende de grønlandske farvande findes på Geodatastyrelsens hjemmeside.

Søkortrettelser
Ved anskaffelse af papirsøkort og de trykte publikationer skal rettelser, der er publiceret i ”Søkortrettelser” efter udgivelsesdatoen, indføres i kort og publikationer af navigatøren selv.

Søkortrettelser udkommer hver fredag og beskriver de rettelser, som er nødvendige for at vedligeholde Geodatastyrelsens søkort og nautiske publikationer over farvandene omkring Danmark, Færøerne og Grønland.
Desuden får du information om udgivelse af nye udgaver og ajourførte optryk af søkortene samt om de løbende opdateringer af Geodatastyrelsens net-publikationer.

På Geodatastyrelsens hjemmeside findes nyeste udgave af Søkortrettelser samt arkiv over tidligere udgaver af Søkortrettelser.
Desuden findes der en oversigt over rettelser til papirsøkortene listet kort for kort.

Efterretninger for Søfarende
Søfartsstyrelsen udgiver "Efterretninger for Søfarende" (EfS) ugentligt. I EfS bekendtgøres forhold af betydning for skibsfarten i danske og tilstødende farvand samt færøske og grønlandske farvande.

Nautiske publikationer
Nautiske publikationer er et nødvendigt supplement til søkortene. I forbindelse med sejladsplanlægning er nautiske publikationer uundværlige, idet navigatøren her finder oplysninger, som ikke er tilgængelige i søkortene. Nautiske publikationer er, på lige fod med søkort, påkrævede at have om bord, hvis et skib skal erklæres sødygtigt.

Geodatastyrelsen udgiver en række nautiske publikationer, som kan købes på tryk eller hentes elektronisk. De nautiske publikationer, der dækker grønlandske farvande og havne, findes primært kun som netpublikationer og kan hentes via Geodatastyrelsens hjemmeside.

Køb af søkort over grønlandske farvande
Rosendahls distribuerer alle papirsøkort og en række nautiske publikationer for Geodatastyrelsen, dækkende Danmark, Færøerne og Grønland. Papirsøkort og nautiske publikationer kan købes via distributørens hjemmeside eller hos distributørens forhandlere.

Lods
Der er lodstjeneste til rådighed, som lever op til Søfartsstyrelsens ”Bekendtgørelse nr. 1698 af 11. december 2015 for Grønland om lodsning m.v.” og Søfartsstyrelsens ”Bekendtgørelse nr. 1699 af 11. december 2015 for Grønland om lodseriers virksomhed og lodsers pligter”

Lodsen tages som udgangspunkt om bord i den sidste havn før grønlandsk farvand og går fra borde i den første havn efter grønlandsk farvand. 

Mange skibe bestiller lodsen via en lokal agent, dog kan lodsen også bestilles direkte igennem:
DanPilot Greenland
E-post: greenland@danpilot.dk
Hjemmeside: www.danpilot.dk

Imaq Pilot ApS
E-post: mailto@imaq-pilot.com
Hjemmeside: www.imaq-pilot.com