Sejladssikkerhed

Sejlads ved Grønland adskiller sig markant fra sejlads i ikke arktiske farvande. Det er generelt vanskeligt at besejle Grønland for navigatører, der ikke er bekendt med forholdene. Det skyldes til dels klimaet og vejrets indflydelse, men også at gængse instrumenter såsom kompasser kan blive upålidelige så højt mod nord. Samtidigt er der på grund af havområdets enorme udstrækning og den grønlandske skærgård, mange steder langs de grønlandske kyster, hvor der ikke er foretaget en systematisk og totaldækkende søopmåling. Der vil med andre ord stadig være områder, hvor bundforholdene er ukendte.

Sikkerhedspakken, hvis du skal sejle i grønlandsk farvand
Søfartsstyrelsen har i samarbejde med Arktisk Kommando og Danmarks Meteorologiske Institut sammensat en sikkerhedspakke med information om sikkerhedsregler og internationale anbefalinger. Sikkerhedspakken gør opmærksom på de særlige forhold, der gælder ved sejlads i arktiske eller grønlandske farvande.
Navigatører, der skal besejle grønlandske farvande, kan hente sikkerhedspakken på Søfartsstyrelsens hjemmeside.

Den Internationale Maritime Organisation (International Maritime Organization – IMO) har udarbejdet en kode (Polar Code) og retningslinjer (guidelines), som giver relevant information for skibe, der skal foretage sejlads i grønlandske farvande. Koden og guidelines finder du her:

Polar Code (MEPC 68/21/Add.1 Annex 10)
Guidelines for Ships Operating in Polar Waters (A 26/Res.1024, 18 January 2010)
Guidelines for ships operating in Arctic ice-covered waters (MSC/Circ.1056, MEPC/Circ.399, 23 December 2002)
Guidelines on voyage planning for passenger ships operating in remote areas (A 25/Res.999)


Generel information om grønlandske farvande
På Søfartsstyrelsens hjemmeside kan navigatører desuden finde et bilag til Efterretninger for Søfarende (EfS) kaldet EfS A, som indeholder information af generel karakter om grønlandske farvande. I EfS A findes således information om overisningsvarsler, navigationsadvarsler og meteorologiske meldinger, iskort, redningstjeneste, farvandsefterretninger samt positions- og meldesystemer.

Lodspligt
I henhold til Søfartsstyrelsens ”Bekendtgørelse nr. 1697 af 11. december 2015 om skibes sikre sejlads m.v.” skal alle skibe med flere end 250 passager om bord benytte certificeret lods ved sejlads på det indre og ydre territorialfarvand ved Grønland.